1. UI – User Interface

Brugerfladen har over tid ændret sig meget. I 1972 var jeg i erhvervspraktik hos S.C.Sørensen Stål i deres dataafdeling, og det bærende input-interface var hullestuen og output-interfacet primært en stor linie-udskriver, der blandt andet kunne spytte metervis af udfyldte check i hulperforerede papirbaner ud.


Siden blev output-interfacet mere skærmbaseret, og vi gik fra grønne kodelinjer, kodestyrede tekstbehandling til WYSIWYG. Input-interfacet udviklede sig til direkte tastaturstyring understøttet af båndstationer/floppydisk/harddisk for siden at opleve hvordan musen hos Mac også bredte sig til PC´ere når DOS blev til Windows.


I dag oplever jeg at mit hjemmenetværk ikke blot modtager input fra PC´’ ere, men også TV, ja selv pærer og varmeapparater har et interface. Vi har alskens spil, YouTube og musik samt streamingtjenester. Min PC bliver mere og mere app-orienteret, og efterhånden kan selv børnehavebørn “swipe”. Jeg skal så overskue at styre både tv og alt andet fra diverse fjernbetjeninger, smartphones, tablets og PC – har ind til videre afholdt mig fra Google Nest Audio og Siri.